SÅ ER DEN HER -

DEN FLOTTE

AKVAREL SOM ER BLEVET KOBLET

SAMMEN MED LYSGÅRDSANGEN.



Sangen om Lysgaard

(m elodi: Jeg elsker den gamle...)

Fra Dollerup bakker til mosen mod s ø nder
fra mulden i Vium til Alhedens sand,
der ligger et sogn - hovedsagelig b ø nder,
og Lysgaard er navnet p å dette vort land.

Her ligger der minder fra Istidens dage
fra krige - og drifter med stude fra nord
af h æ rvejen sporene ligger tilbage
fra man gik til fods - og p å hestene for.

Fra Kn æ kkeborg kom de til Katballes jorder
og inde bag digerne gjordes der holdt,
for t ø rstige - sultne var studenes hjorder,
strabadserne vented f ø r flokken blev solgt.

Og hvis vi tilbage i skrifterne s ø ger,
man l æ ser om Bisballe og Lysgaard by,
men ogs å p å Baastrup og Sj ø rup man st ø der
og Thestrup som ligger i bakkernes ly.

Her fostredes b ø nder, som havde visioner
om fremtidens dage - som satte i gang,
og det m å ej glemmes - de havde jo koner
og piger og karle som sled dagen lang.

Men jorden er nu som i fortid den samme,
den giver og tager med vekslende held,
s å fremt hver en faktor i pletten kan ramme
kan h ø sten formindske en stigende g æ ld.

Og s å har vi lov til at h å be der kommer
bagefter de magre - lidt federe å r,
og altid vi gl æ der os over en sommer,
der giver os selv og vort land gode kår.

Sk ø nt tiderne skifter med fred og med krige
med opgang og kriser i udland og her,
da har vi det godt her i vort lille rige,
for sulten og n ø den et f å tal kun ser.

Og vi kan da samles i huset - vort eget,
og g å i vor kirke – hvis ellers vi vil,
samt l å ne lidt penge i "banken" p å str ø get
og se p å æ ' Bindstouws og Lysh ø js Profil.

Hver eneste af os er med til at give
historien pr æ g af vort sogn - dette sted,
og holde en nutid og fremtid i live,
og trodse forfald og forg æ ngelighed.



Tekst :
Folmer Jochumsen
tidligere Bisballevej 38.

Skrevet til høstfesten 1981

 

Lysgaard tanker 2006

 

Mel: Barndommens land.....

 

 

Her er vort land

plads til alle mand

Lysgaard er stedet vi hylder,

forfædre takken vi skylder,

at der i bakkernes ly

blev en by.

 

Himlen er blå

er det vi kigger på ,

når vi vil Lyshøj bestige,

vi kigger langt i vort rige

puster når toppen vi når,

op det går.

 

Før var her alt,

driftig by blev kaldt,

skole og slagter og købmand

tømrer og mangen en landmand

skomager, smed og kiosk

det gik godt.

 

”Huset” er væk

et af tidens træk

vort samlingshus må sig bøje

ingen i dag lar` sig nøje,

sammenhold egnen formår,

nyt hus får.

 

Græsset er højt

det kan være drøjt,

det er ej fryd for vort øje

når med ruiner vi døje,

huse der står og forgår,

mos lag får.

 

Kirken vi har

den står altid klar,

når vi skal sørge og feste,

eller blot lytte til præsten,

bagved hver gravsten vi ser,

historie er.

 

Her kan vær` larm

fra huse eller farm,

hyg`ligt når børnene leger,

råber og hopper og drejer,

så er der liv i vor by,

håb på ny.

 

Borgernes fest

samler mangen gæst,

høsten den fejrer vi sammen,

glæde og morskab er rammen,

hyggelig snak mange får,

før de går.

 

Verden er stor,

lærte vi af mor,

om vores egn står vi sammen,

så vi kan opbygge rammen,

at egnens borgere får

gode kår.

 

Grethe Elgaard